torsdag den 29. januar 2009

EU og de nødvendige reformer

EU er en aktiv og positiv aktør indenfor den globale ulandsbistand. EU landene i fællesskab og enkeltvis tegner sig alt i alt for 55 procent af verdens ulandsbistand. Heraf udgør EU’s ”overstatslige” bistand alene 15 procent af al verdens ulandsbistand. Hermed er EU verdens absolutte ulandsbistands supermagt.

Der er derfor skammeligt, at der bliver ført en decideret kontraproduktiv handelspolitik i EU. Det er ikke rimeligt eller rationelt, at der til stadighed sker en subsidiering af landbruget og en række industrier i EU, at der til stadighed er en eksportsubsidiering af de selv samme landbrugsprodukter, og at der stadigvæk er toldmurer omkring EU, der kun er til for at beskytte europæisk producerede varer.

Det er hverken rimeligt eller rationelt, at vi i EU på den ene side giver til verdens fattigste med den ene hånd, og samtidig tager med den anden for vi kan protektioner visse produktionssektorer. Foranstaltninger som må bringes til ophør, da de undergraver den selv samme ulandsbistand, vi giver.

Derudover er foranstaltningerne også markedsforvridende, og medvirker dermed kun til dyrere varer for de europæiske forbrugere, samtidig med at det fastholder en ubæredygtig udvikling i produktionsapparaterne og produktivitetsudviklingen i de berørte produktionssektorer.
Det er på tide at EU institutioner og medlemsstaterne samarbejder for at sikre en hurtig og bæredygtig udfasning af subsidierne og fjernelse af toldmurerne om EU, så der kan blive sammenhæng mellem ulandbistandspolitikken og handelspolitikken.